Skrevet af: Milad Shams, dir. Dansk Omsorgspleje.
KRONIK: Jeg tvivler stærkt på, at højere lønninger til elever skal være en bærende værdi, hvis SOSU-branchen skal gøre livet bedre for de plejekrævende ældre i fremtiden eller blive mere populært og attraktivt at arbejde i.
Først og fremmest: Medarbejdere i ældreplejen skal naturligvis have en ordentlig løn – også gerne en ordentlig bonus for godt arbejde, hvis der er plads til det i økonomien og hvis medarbejderen har gjort en særlig indsats.
Men jeg oplever desværre i ældreplejen, at lønnen er vigtigere end selve indholdet af arbejdet. Som om lønnen er blevet en grundværdi i vores fag. Vi taler altså om et positivt og opløftende fag, hvor man gør noget godt for de ældre og svage – selve grundstenen i vores fag.
Der kan være mange årsager til, at nogle mennesker har et hovedfokus på lønnen og ikke på indholdet af det arbejde, de udfører. En af dem kan være, at arbejdsmiljøet ikke er så særlig inspirerende. Her taler vi om miljøer, som er uden værdier og visioner, som har ringe struktur – og frem for alt mangler plads til medarbejderens nye tanker og ideer.
Det er ofte i de her miljøer, hvor medarbejderne bliver behandlet som ”umyndiggjorte sundhedspersoner”. Det er klart, at når man behandler folk som nogle, der ikke kan tænke selv, så reagerer de til sidst som nogle, der ikke kan tænke selv. Så reagerer de som umyndiggjorte.
Det kan så føre til, at fritiden bliver vigtigere end selve indholdet af arbejdet og dermed de penge, som skal bruges i fritiden. I de store hele kan man vel sige, at hvis arbejdspladsen ingen værdier har – og så kan man i det mindste gå efter den højest mulige økonomiske gevinst.
Herfra skulle man så tro, at politikerne i forbindelse med KV 21, ville gøre deres for at sørge for, at faget ikke bliver udtømt for indhold med denne optagethed af penge. Men nej, Hovedbudskabet hos dem følger skam bare trop med den samme særinteresse.
Det skal gøres mere attraktivt at arbejde i ældreplejen. Det mener fx flere politikere og byrådskandidater, men ingen af dem anviser en vej til det, udover at lokke med højere lønninger til SOSU-elever. Højere løn kan selvfølgelig være en vej til at tiltrække arbejdskræft. Men hvem lokker man så ind på uddannelserne ved at betale sig til flere ansøgere. Er det mennesker med hjerteblod for de plejekrævende ældre, eller er der andre faktorer, der får folk til at vælge SOSU-uddannelserne? Vi må nemlig aldrig glemme, at arbejdet i ældreplejen omhandler virkelige mennesker af kød og blod.
Hvordan vil man lykkedes med at fastholde medarbejdere på de arbejdspladser, der er ramt af personaleflugt og tårnhøjt sygefravær, og som har fået vikarudgifterne til at eksplodere? Svaret er: det kan man ikke, medmindre man beslutter sig for at gøre en ihærdig indsats ved arbejdsklimaet.
Hvis en arbejdsplads ikke er attraktivt pga. arbejdsmiljøet, så skal der gøres noget her. Fx observerer man, at det er et meget stort gennemtræk på en arbejdsplads. Hvad er årsagen det store gennemtræk? Er det dårlig ledelse? Dårligt psykisk arbejdsmiljø? Andre faktorer?
Årsagerne bør altså blive analyseret grundigt med det formål at skabe grundlag for kvalificerede drøftelser og tiltag i forhold til f.eks. ledelsen, arbejdsmiljøet, trivsel og medarbejderens forudsætninger for at udføre kerneopgaven, som jo er at tage sig af de plejekrævende ældre – og ikke sig selv som det første.
Jeg tvivler stærkt på, at højere elevlønninger skal være en bærende værdi, hvis SOSU-branchen skal gøre livet bedre for de plejekrævende ældre eller blive mere populært og attraktivt at arbejde i. Det handler snarere om at skabe gode arbejdspladser i ældreplejen, som medarbejdere har lyst til at arbejde i. Det kan både ske ved at kigge på, om pengene bruges fornuftigt. Man kan starte med at få lederne ude af kontorerne og ude i plejen blandt medarbejderne. Planlægge færre møder og kurser. Det handler om at prioritere den direkte kontakt med de plejekrævende ældre, pårørende og medarbejdere. Det kan også ske ved at etablere nogle miljøer, hvor medarbejderne kan få lov til at arbejde med deres faglighed og komme frem med deres tanker. At give medarbejderne ansvar og have tillid til, at arbejdet bliver udført i overensstemmelse med de ældres behov og ansættelsesvilkårene, således SOSU-uddannelsen sikrer de plejekrævende ældre ordentlig pleje af høj kvalitet og kommunerne gode medarbejdere.
Det nytter intet, at man bevidstløst tilfører penge til højere elevlønninger, når der er i forvejen, er problemer med dårlig kultur og ledelse i ældreplejen. Medmindre man har et bedre kendskab til en hemmelig, bedre prioriteret økonomi i ældreplejen, end den, som vi har stiftet bekendtskab med i nyheder eller på egen krop.
Og uanset om der er penge til det eller ej, så vil jeg nysgerrigt stille spørgsmålet:
Hvor høj skal lønnen så være, før man gider tage en SOSU-uddannelse og gøre noget for de plejekrævende ældre?