Jeg må skuffe nogle med hensyn til at få mundkurv på i forhold til at debattere i medierne. Den disciplin ønsker jeg ikke, da jeg altid vil følge Danmarks grundlov, hvor ytringsfriheden er uerstattelig og altid vil være det for mig jf. Grundlovens §77. Det er bestemt ikke det jeg mener med, at jeg næste gang nok skal tænke mig mere om.
For jeg vil altid blive ved med at debattere om ”ældreplejen”. Et er at jeg kan lide det, jeg laver til hverdag og måske endda tjener en hæderlig hyre på mit hårde arbejde. Noget helt andet er at tale om en pligt for mig, noget jeg brænder rigtig meget for og et kald. Og jeg vil kæmpe til sidste bloddråbe for at ældre mennesker skal have det bedre og bedre dag for dag. At acceptere, at tingenes tilstand ikke kan forbedres for ældre mennesker, er i min optik alt for uambitiøst.
Og nu har jeg tænkt mig bedre om:
Efter at jeg med et par indlæg om ældreplejen, har oplevet, at jeg med mine synspunkter har stukket hånden i en hvepserede, lægger jeg mærke til et gennemgående spørgsmål:
Hvad kan vi gøre for, at nogle politikere (bestemt ikke alle) bliver bedre til at kommunikere med borgerne og lytter mere til dem?
At de kan tage kritik til sig og ikke går til angreb på enkeltpersoner?
For man føler bestemt ikke, at man taler med dem, når man debatterer. Alle politikere er jo faktisk drevet af værdier, som de brænder for, og som de glæder dig sig til at gå ude og få implementeret i samfundet. Det er fuldstændig forståeligt.
Dog går et eller andet i gang, før der sker valg. Pludselig mister man sit almindelige sprog som politiker og begynder enten på udenomssnak eller at gå i angreb på andre mennesker som er kritiske overfor deres politik.
Man kunne fx blive fristet til at spørge en af de politikker: Vil du sørge for, at de plejekrævende ældre får oftere rengøringshjælp?
Og de vil sikkert svare: “Det er meget vigtigt, at der er værdighed og tryghed i den pleje og service vi tilbyder”.
Vi kan hurtigt blive enig om, at man ikke taler om det samme emne længere. Hvis man havde sådan en type dialog med sin kone, mand, kæreste mm., vil det føre til rigtig mange skænderier.
Og her bliver andre ting også tydeligere. Der er nu heller ingen betydningsfulde nuancer i sproget, ingen spændende mimik og ikke en eneste politiker vil stoppe op og sige til en borger: okay, det må jeg nok give dig ret i. Men hvad synes du så vi skal gøre?
I stedet kan de enten undlade at svare eller i stedet gå i angreb på de enkeltpersoner, som er uenige med deres politik og holdninger.
Disse ting er jeg vist ikke den første til at konstatere, men helt ærligt: Skal man virkelig acceptere, at udvekslingen med de personer, som skal styre vores samfund, foregår på sådan et niveau? Præcis ligesom man kommunikerer med Siri på sin Iphone. Dog har Siri den fordel, at den ikke tyer til personlige angreb.
Afasi betyder i vores område ”delvist eller fuldstændigt tab af evnen til at bruge eller forstå sproget”. Den ”politiske afasi” kommer nu til at nedbryde alle de stærke værdier, det hele begyndte med den enkelte politiker.
I byrådet, hvor alle naturligvis vil ind, lider mange af dem af samme sprogbarriere. Og kun guderne må vide, hvordan de får gennemført noget gavnligt for de plejekrævende ældre, som befinder sig på den anden side af rådhusets mure.
Det gør de måske ikke så ofte og de opdager det ikke selv, for de værdier man havde, før man kom ind, er pludselig blevet forvandlet til den værdi, der ligger i at være en del af byrådet. Vi andre udenfor murene klarer heldigvis meget selv, men det vil være bedste med en meget bedre kommunikation med borgerne. Vejen dertil kunne mære ”kursus i bedre borgerdialog” i byrådssalen.
Og undskyld mig, hvis jeg er for åbenmundet: Det begynder at flimre lidt. Skal man censurere og lukke ned for folk, som man er uenige med udenfor rådhusets mur?
Hvis det da er det, så synes jeg man skal sige det højt. For i et åbent demokrati har alle lov til at ytre sig frit, og har krav på at kende sandheden på netop en hensigtsmæssig, professionel og imødekommende måde.
Milad Shams
Direktør, Dansk Omsorgspleje